Lytterummet

Lytterrummet er for mig at se et af de steder, hvor der virkelig er vellyd at hente.

Jeg har hørt rigtig gode anlæg, hvor en uhensigtsmæssig indretning af rummet, de står i, ødelægger de kvaliteter, anlægget er i besiddelse af. På den anden side har jeg hørt anlæg i den lave ende af markedet lyde ekstremt godt ganske simpelt på grund af en god indretning af det rum, de står i.

Det, jeg vil frem til, er, at man bør overveje, hvilket miljø man placerer sit anlæg i. Der er meget at hente. Man kan sagtens kompensere for et ”dårligt” lytterum, der er firmaer, der laver nogle ganske fine maskiner, der kan lave en rumkorrektion, og det vil være en god løsning, hvis du ønsker en god Hi-fi oplevelse men ikke har muligheden for at optimere rummet akustisk.

Der er skrevet vægge op og stolper ned omkring akustiske forbedringer af lytterummet.

Det, jeg har gjort, er at lave et Live End Dead End’ish lytterum. Det vil sige, at den ene del af rummet er dæmpet, og den modsatte væg er forholdsvist udæmpet. Grunden til denne konfiguration er, at den er forenelig med, at rummet også skal bruges til daglige formål, og så er en vigtig ting at tage hensyn til, at vi er flere i husstanden, og jeg vil miste glæden ved musik lytning, hvis mit anlæg (herunder også lytterummet det står i) ikke var velkommen i huset af alle parter. Løsningen er en special bygget ”reol”, der er designet til, at alt kan stå i den, og resten bliver fyldt op med bøger. Det bevirker, at der ikke er nævneværdige plane flader, som lyd kan reflekteres mod, og vi har plads til mit anlæg, LP-plader og vores bøger på en hensigtsmæssig måde. Så har vi stillet en forholdsvis stor sofa ind i rummet, som vi alle kan flyde i, og som tillige har den effekt at dæmpe stående bølger i rummet yderligere.

Da der skulle stå både højttalere og pladespiller i reolen, er gulvet under den blevet ekstra forstærket, og reolen er laver af rigtig mange kilo 18mm MDF med ekstra forstærket sokkel, og den er ligeledes forankret i væggen. En god indikation er, at jeg har ikke skyggen af akustisk tilbagekobling ved afspilning af LP plader uanset lydstyrke.

Her er en beskrivelse af rummets indflydelse på lyd inkl. en kalkulator, som beregner de udfordringer, netop dit lytterum kan have http://www.sengpielaudio.com/calculator-roommodes.htm

At lave forsøg med et lytterum kan altid give god læring, og så gælder det bare om at lade kreativiteten få frit slag. Mange af de udfordringer, der kan være med refleksioner, kan løses med evt. en stol, sækkepuder, vægtæpper, marokkopuder, m.m. Det er kun fantasien, der sætter grænserne, og man behøver ikke altid at købe mere eller mindre pæne ”professionelle” løsninger. Man kan komme langt med et par bøjler og et tæppe som forsøg.

Da jeg satte mine højttalere op, havde jeg et problem med, at der stod en ca.

500Hz bølge inde i det rum, der var lavet til højttalerne. Det blev stoppet med et par sofapuder, der blev stoppet ind i hullet. Ikke særligt kønt men effektivt. Da jeg så en dag kom hjem fra arbejde, havde min kære kone betrukket puderne med sort stof.

Højttalere

Igennem årene har jeg være gennem rigtig mange højttalere både kommercielle dog mest hjemmebyg både til stuebrug og til P.A.

Hele mit anlæg bærer præg af, at jeg har haft en karriere som lydmand med store forstærkere og fuldt aktivt delt med hhv. top- og bundkasser.

Det højttalersystem, jeg har nu, begyndte sin spæde start for ca. 20 år siden, der var nogle ting, der var første prioritet.

  • Fase linearitet
  • Stor dynamisk formåen
  • Lav forvrængning
  • Lyttevenlighed

Jeg valgte forholdsvist hurtigt, at der skulle være noget D’Appolito’ish / MTM https://en.wikipedia.org/wiki/Midwoofer-tweeter-midwoofer i mellem/højtone området, da denne kobling har en forholdsvis lineær fase. Enhederne, jeg har valgt til dette, er SEAS Excel, da de har en lav forvrængning og gode data. Kabinettet, de sidder i, er lavet af billig 16 mm krydsfiner, da det har en lav resonans frekvens således, at enhederne ikke kan sætte kabinettet i svingninger. Kabinetterne er ligeledes lavet, så det ikke har nogle parallelle flader, hvor der kan genereres stående bølger på over 240Hz. Bafflerne er lavet så små som muligt, da der iflg. Tore A. Skogberg http://www.torean.dk/ bliver genereret forholdsvist meget forvrængning i baffelen.

Filtret var en no-brainer, det skulle selvfølgelig være et Linkwitz–Riley https://en.wikipedia.org/wiki/Linkwitz%E2%80%93Riley_filter af samme årsager, som at enhederne sidder i en MTM-konfiguration. Jeg startede med et passivt filter men havde på fornemmelsen, at en elektronisk deling ville kunne forbedre lydkvaliteten, så der blev indkøbt en forstærker til at drive diskanter, og jeg lavede et 3-vejs Linkwitz–Riley elektronisk delefilter med delefrekvenserne 240Hz / 2,4 KHz 24dB/okt (lige efter bogen) med et lille hæv på ca. 1,2dB over 11KHz. Dette hæv er med til, at musikken virker mere ”luftig”, og er et kendt trick, som mange High End højttalere bruger. En lille ”sjov” detalje er, at diskanten lød meget anmassende og påtrængende, efter jeg gik fra passiv til aktiv deling, det var et problem, jeg arbejdede en del med, indtil jeg kom til at tænke på, at en typisk diskant arbejder med en ringe dæmpningsfaktor (forstærkerens evne til at kontrollere enheden), da der generelt bliver brugt spoler med tynd tråd og dermed stor indre modstand, og en diskant generelt også bliver dæmpet med modstande for at matche det lydmæssige niveau på mellemtone/bas enhed. Så løsningen var at sætte en modstand i serie med enheden for at ”ødelægge” forstærkerens dæmpningsfaktor, og det gjorde tricket, og diskanten faldt perfekt ind i lydbilledet med de andre enheder. Jeg er af den overbevisning, at SEAS designer deres diskanter til at gengive optimale i et passivt filter med de komponenter, der nu indgår i et sådant.

Grunden til, at mellemtonerne er vinklet, er, at det giver nogle fordele. Enheden bliver flyttet ud, så de kommer til at sidde mere på linje med diskanterne (mindsker fasefejl) kabinettet får færre ”store” plane flader, der kan bidrage til baffel forvrængning, og jeg har altid bedst kunne lide at høre en mellemtone enhed off axis og en diskant enhed on axis (desuden har jeg set, at nogle af de ”store” også gør noget lignende).

Jeg har valgt at beklæde kabinetterne med filt, som Steen Duelund http://www.steenduelund.dk/?page=home har gjort ved adskillige af hans projekter. Jeg skal hertil sige, at jeg ikke er enig med den gode hr. Duelund i alt, hvad han skrev, men han har gjort store erfaringer og overvejelser, og alene derfor er han et stort aktiv for højttaler hjemmebyggeren.

Mine MTM-kabinetter er lavet efter mange forsøg og overvejelser, og jeg synes, jeg er kommet nogenlunde i mål med projektet.

Bundkasserne er et overstort, overdæmpet lukket kabinet lavet i 19mm MDF, med en 12” Focal enhed (kevlar), bafflen er 2 plader limet sammen (38 mm). Da MDF’s egenfrekvens ligger over delefrekvensen på 240Hz for at undgå, at enheden kan sætte kabinettet i egenresonans, kabinettet beklædt med filt af samme årsager som ovenstående. Grunden til, at kabinettet er ca. 1/3 større, end enheden er lavet til, er for at undgå membran opbrud og få enheden til at lyde mere åbent. Desuden får jeg også en lavere nedre grænse frekvens. Jeg kompenserer så lidt for det større kabinet ved at overdæmpe kabinettet med dæmpemateriale. De FOCAL enheder, jeg har brugt, har jeg haft længe, og ved tidligere forsøg har jeg lært, at enheden lyder rigtigt godt og naturligt i denne kabinettype Jeg har valgt ikke at lave hverken basrefleks eller ventil (kabinettet er dog forberedt for det), da jeg har erfaring med, at de kan give uønskede mislyde såsom portstøj m.m., desuden er et lukket kabinet alt andet lige også mere lineært end et refleks kabinet.

Alle enheder er købt brugt for at holde kostprisen nede på et rimeligt niveau. Til gengæld er jeg blevet nødt til at leve med, at 2 af mellemtonerne er slebet i kanterne af den tidligere ejer – that’s life.

Min subjektive oplevelse af højttalersystemet er, at det spiller meget rent og ubesværet både ved lave og ved høje lydtryk, der er faktisk ikke den musik type, det ikke kan håndtere af det musik, jeg ynder at høre.

Forstærkere, CD afspiller m.m.

De effekt forstærker jeg driver mine højttalere med er 

Bundkasser Diy/B&o Icepower 500 med en 650W ringkerne i hver side (PDF https://icepower.dk/download/2411/ )

Mellemtone Yamaha M80
https://www.hifiengine.com/manual_library/yamaha/m-80.shtml 

Diskant Yamaha M45
https://www.hifiengine.com/manual_library/yamaha/m-45.shtml 

Grunden til at jeg bruger så forholdsvist store forstærkere er at opnå en stor dynamik i selve anlægget og jeg har en forkærlighed til at spille lidt højt engang imellem og så vil jeg ikke begrænses af manglende effekt. Desuden så har jeg også frit spil med delefrekvensen og da min grænsefrekvens mellem bas og mellemtone ligger på 240Hz så skal der afsættes en rimelig mængde effekt i mellemtonerne.

Valget af Yamaha forstærker har grund i at de har en evne til, at det der kommer ind i dem er det samme som kommer ud (bare forstærket). De har en forholdsvis stor udgangseffekt, og så jeg synes deres elektriske opbygning er fornuftig. 

ICE Power modulerne har en rigtig god evne til at styrer basenhederne på en meget kontrolleret måde og har store effekt reserver.

Forforstærkeren er en Yamaha C85
https://www.hifiengine.com/manual_library/yamaha/c-85.shtml 

Den er modificeret ved at Phono 2 er tilpasset til min Audio Technica Pickup 34Kohm/100pF i stedet for de 47Kohm/220pF som fik Pickuppen til at være lidt for livlig i højtoneområdet

CD afspiller Yamaha CDX 993
https://www.hifiengine.com/manual_library/yamaha/cdx-993.shtml
den er ikke modificeret på nogen som helst måde, da jeg synes den gør jobbet til UG.

Google Chromecast music – Man bliver nødt til at kunne streame på en eller anden måde, den lyder ganske fint men jeg overvejer en DAC til den
https://jdslabs.com/product/ol-dac/ 
grunden til denne DAC er at jeg har deres første DAC og del lyder fremragende og JDSLabs er meget troværdige i min optik da der ikke er så meget salgsgas som så mange andre.

Fons CQ30

Designet og bygget af Fregus Fons i Skotland omk. 1975, den er en del beslægtet med AR, Thorens, Linn og Ariston men dog med den forskel, efter hvad jeg har kunnet finde frem til, at pladetallerken er i et stykke i stedet for 2, der bruges en DC motor med elektronisk regulering og ikke en AC motor, hvor remmen flyttes ved 33 1/3 / 45 Rpm, og at remmen er placeret på linje med centerlejet og ikke over centerlejet.

Jeg har dog modificeret den, da selve plinten er lavet af 2 mm stålplade, som jeg har belagt med blygummi. Det flydende ophæng og armbase er lavet af en blanding af aluminium profil og bukket stålplade, dette er også blevet dæmpet med hhv. blygummi og Bodycoat. Træsiderne har ligeledes fået en gang blygummi og bunden, der var af 5 mm masonitplade, er blevet skiftet med en 19mm MDF-plade, der har fået blygummi på den side, der vender op mod værket. Der er ligeledes blevet 3D printet en stik brønd til RCA og stel stik.

Pladetallerknen er blevet dæmpet med en ring af blygummi, og resten er blevet malet med Bodycoat, da havde en meget lang ringning ved anslag. Derudover er den indvendige forkabling lavet om, så AC-kabler er flyttet væk fra signalkabler. Alle modifikationer er lavet således, at pladespilleren kan føres tilbage til original stand forholdsvist nemt.

Armen, der er monteret på den, er en SME 3009 S2 improved med aftagelig headshell, der kan læses mere om den her (PDF)https://sme.co.uk/audio/wp-content/uploads/sites/1/2018/09/MODEL_3009_SERIES_II_IMPROVED_INSTRUCTION_BOOK.pdf . Der er ikke blevet lavet nogle modifikationer på den, da jeg ikke er af den overbevisning, at nye signalkabler vil forbedre lyden, og så længe dem, der er i den, virker, ser jeg ingen grund til at skifte dem, Knivlejerne hviler stadig i nylon, da en bekendt af mig har haft kontakt med en tekniker hos SME netop med spørgsmålet om disse bøsninger, og hans umiddelbare svar til spørgsmålet, om messing/bronzelejer gjorde en forskel frem for nylon lejer, var noget i stil med: ”De har da en pæn farve”.

Pickuppen på setuppet er en Audio Technica AT440MLa, den fulgte ligesom med, da pladespilleren blev anskaffet, og den virker som et rigtigt godt match med SME-armen. Mere kan læses her: https://www.audio-technica.com/cms/cartridges/2cafc1c694070c54/index.html 

Setuppet har en Tracking (lateral) på over 70um peak før forvrængning ved 1,4 grams nåletryk.

Tonearm og P.U. har en resonans på ca. 10 Hz, hvilket nok lige er i underkanten af det anbefalede men absolut acceptabelt.

Setuppet spiller ”roligt” og med stor overbevisning dog ikke helt så nuanceret som Transcriptors setuppet, men jeg tror, det kan skyldes slibningen på Audio Technica pickuppen. Dog igen baseret på min subjektive mening.

Det skal lige tilføjes, at jeg har modificeret min forforstærker i Riaa indgangen, så Phono 2 matcher Audio Technica Pick Uppen med en impedans på 34Kohm og 100pF. Det gør, at den pukkel, den har i højfrekvens området, bliver reduceret med ca. 2 dB således, at klangbalancen bliver mere lineær.

Transcriptors Hydraulic Reference By J.A. Michell

Min er lavet på licens af J.A. Michell mellem 1973 og 1977. Før den tid havde den 3 fødder og J.A. Michell var ikke nævnt på typeskiltet, men den var startskuddet til, at J.A. Michell blev en af de førende inden for pladespillere.

Mere omkring Transcriptors kan ses her https://www.transcriptorsengineering.com/ her skal det bemærkes, at det er David Gammon’s stedsøn, der har firmaet i dag, og han hedder ikke Michael Gammon men Michael Chinnery (Ref. Ben Gammon biologisk søn af David Gammon). Michael har ikke været helt heldig med Transcriptors engineering, men det virker som om, det går den rigtige vej, og der er ikke tvivl om, at de produkter, der bliver lavet af Transcriptors engineering, er i overensstemmelse med David Gammon’s specifikationer.

blah

Den eneste modifikation på værket er, at armbasen er skiftet ud med en af POM (plastik), da den originale ikke passede med min Mayware arm, og jeg ikke ville ”ødelægge” den originale armbase, som desuden er lavet af en tynd acrylplade belagt med et endnu tyndere stykke aluminium.

Den arm, jeg har på min Transcriptors, er Mayware Fomula 4 Jeg kan desværre ikke finde så meget dokumentation omkring firmaet. Men det er en unipivort hvor selve armlejet hviler på en enkelt rubin, og hele herligheden er nedsænket i et siliconeolie bad. Se mere her https://www.vinylengine.com/library/mayware/formula-iv.shtml  

Pick uppen, jeg bruger i setuppet, er en Ortofon OM40, da denne Pick up egner sig rigtigt godt til Mayware armen. Se spec. her https://www.ortofon.com/om-series-p-550

Setuppet har en Tracking (lateral) på over 90um peak før forvrængning, dog skal det dertil siges, at det er med maks. vægt på P.U.’en (1,7 gram)

Tonearm og P.U. har en resonans på ca. 9 Hz hvilket er lige i underkanten af det anbefalede, dette kan muligvis rettes op på tonearmen.

Efter min mening, som jo er baseret på min oplevelse og passion for produkterne, er lyden meget ”rolig”, nuanceret og velafbalanceret.